onsdag den 12. maj 2010

Knockout på den gamle Mathiasens gård

Byfornyelse med Hjertet, Nørre Snede Skole og Vækstcenteret har fornøjelsen at invitere borgerne i Nørre Snede til en teateroplevelse ud over det sædvanlige.
Onsdag den 19. maj opfører det turnerende teater, Teater O deres anmelderroste forestilling Knockout! Om dagen d. 19. maj spilles to forestillinger for de ældste klasser på Nørre Snede skole, og om aftenen spilles på den gamle Mathiasens gård en offentlig forestilling.
Teater O er et ungt, prisvindende teater der primært spiller sine forestillinger rundt omkring på landets skoler. Den ene af teatrets stiftere Lars Dammark bor i Nørre Snede og er på andet år aktiv I Nørre Snede Borgerpanel. Byfornyelseskoordinator Jeanette Ishi Lehn var derfor straks med på ideen da lederen af Nørre Snede skole, Hans Erik Pedersen, spurgte om Aktivitetspuljen 2010 kunne støtte at skolen, i forbindelse med at Teater O spiller for skolens elever, også arrangerer en offentlig forestilling.
“Vi støtter med en underskudsgaranti – og vi støtter gerne. Dette bidrager til et levende og moderne kulturliv i vores by, og vi synes at det er spændende at Teater O vil afprøve et af byens meget rå rum til kulturprojektet,” siger Jeanette.
Vækstcentret lægger hus til arrangementet på Solbakkevej 15, (laden på den gamle Mathiasens gård), og Vækstcenteret giver et tilskud på 2000 kr. Aktivitetspuljen 2010 har støttet med en underskudgaranti på 5000 kr. Billetterne koster 30,- kr. stykket og kan købes i SuperBrugsen og ved døren. Forestillingen starter klokken 18.30
Knockout handler om Lasse. Han har mistet sin bror, der som soldat er blevet dræbt i Afghanistan. Hvem har skylden og hvad stiller man op med afmagten og hadet mod de andre? Barndommens uskyld er væk og virkeligheden gør ondt. Lasses fristed er bokseklubben hvor træningen og arbejdet med den erfarne boksetræner Maier, åbner op for sorgen, vreden og hadet, men også for tro og tilgivelse. Scenen er en boksering hvor publikum kommer helt tæt på i en rå og livsbekræftende historie.
Til premieren i Musikhuset i Århus skrev Århus Stiftstidende følgende: "Teater O's Knockout! er en skøn forestilling. En energiudladning fyldt med nuancer. Du behøver hverken være boksefreak eller 'sportsidiot' for at blive engageret ... helt uundgåeligt drages man ind i det univers som Lars Dammark og Anders Valentinus Dam udfolder i den boksering, vi som publikum sidder på alle fire sider af."

Tid: Onsdag d. 19. maj kl. 18.30.
Sted: Solbakkevej 15 (den store lade på den gamle Mathiasens gård)
Billetsalg: SuperBrugsen, pris kr. 30.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

.