torsdag den 28. oktober 2010

En fortælling om Nørre Snede - af Peter Høeg


Tidligere på året holdt forfatter Peter Høeg et oplæg i forbindelse med byfornyelsesarbejdet. Vi har fået lov at gengive teksten fra hans oplæg. Det også er blevet bragt på aoib.dk, tvmidtvest.dk samt i ugens udgave af det trykte Focus-tillæg (Brandebladet og Ikast Avis).

Af Peter Høeg, forfatter

Da jeg for 15 år siden for første gang kom til Nørre Snede, troede jeg, at jeg var havnet i en almindelig dansk provinsby.

I den vildfarelse svævede jeg nogle år. Selvfølgelig fik jeg min del af de små chok, som byen tildeler den naive besøgende. Vinternætterne for eksempel, hvis de var kolde på Sjælland, så var de polaragtige i Nørre Snede. Under en knivskarp stjernehimmel. Eller når jeg kom op ad Solbakkevej og nåede toppen af bakken og altid måtte standse op, fordi udsigten deroppefra altid får en til at miste vejret og spørge sig selv, om det her virkelig er Danmark, med så stejlt et fald og så specielt et lys og en vidde, så man føler, at det må være havet, man kan skimte i horisonten.

Lille Monte Carlo
Når jeg drejede ned ad Rørbækvej og kom forbi Vækstcentret undrede jeg mig altid over, at det sted lå netop i Nørre Snede. Og fortsætter man herfra i en bue rundt om Kildebakkens millionærkvarter, så går man pludselig neden for villaer, der hænger på bakkeskrænter, som var det et lille Monte Carlo – og det er ment som en kompliment.

Derfra tror man, man er på vej ind i skoven igen, for man har kurs mod et skovbryn, og man kommer forbi, hvad der må være en af Danmarks 100 bedste kælkebakker. Men så åbner den økologiske landsby sig og ligner på én gang en gruppe landede ufo’er og Christiania i de gode år, og et canadisk nybyggersamfund.

Krydset
Når man herfra kommer ud på den gamle Vejlevej, tror man et øjeblik, man har fundet det virkelige Nørre Snede. For her er på en gang mere normalt og mere moderne. Men så bryder krydset løs, med kirkens velholdte middelalderskønhed, der lægger arm med to benzintanke og Brugsen og Rema 1000.

Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen de første år. Og det blev ikke bedre, når man fortsatte ned ad Bredgade. For dér fik man uden varsel en svensk udsigt over endeløse fyrreskove og en fornemmelse af, hvor spinkel byen på en måde er i forhold til naturen omkring den.

Byens røde tråd
Jeg prøvede også at regne indbyggerne ud. Men bedst som jeg tænkte, at nu kendte jeg håndværkerne og de handlende, og medlemmerne af min andelsboligforening, og nu var jeg ved at have fat i Nørre Snede-typen, bedst som jeg var nået så langt, så fik jeg min yngste datter i Nørre Snede skole, og så opdagede jeg helt nye vinkler på byens mennesker og foreningsliv.

Og det er endeløst. For nu hvor jeg har fået lov igen at blive far, så har dagplejemødrenes omsorgsnet åbnet sig. Og lægernes, og tandlægernes, og sundhedplejerskernes. Så på en måde har jeg måttet opgive at få hold på Nørre Snede. Og så er der alligevel kommet noget til syne, som en rød tråd, især efter jeg flyttede rigtigt hertil: Jeg har opdaget, at vi på gadeplan har en basal venlighed og respekt over for hinanden. Når jeg bevæger mig igennem byen, færdes jeg slet og ret blandt gode bekendte, det er det, der er følelsen.

Vildt og storslået
Det betyder ikke, at vi har en idyllisk by. Nogle af Nørre Snedes mange virkeligheder har en skarp kant. Vi har et fængsel lige i nærheden, og vi har medborgere iblandt os, som lever fattigere, end mennesker burde i et overflodsland som Danmark. Og den natur, man træder ud i, hvis man vover sig bare et par skridt uden for byen, den er hverken friseret eller fønbølget, den er vildere end man kan finde det ret mange andre steder i Danmark. Og mere storslået. Mod nord er der fyrreskovene og mod syd er der Rørbæk Søs stenalderlandskab og de stejle bakker omkring nedkastningsstedet Yvonne, så udanske at man også dér må spørge sig selv, om man er endt i Østrig eller hvad.

Så vores by bliver aldrig en kulisse til en film om de gode gamle dage. Det er en virkelig by, hvor mennesker fødes og dør og bliver gift og får børn og mediterer og sætter varer på hylder og går i kirke og driver forretning og bliver forladte og forelskede og river ned og bygger op. Men igennem det alt sammen går der, det er jeg blevet sikker på, en rød tråd, og det er denne her basale venlighed og respekt.

Forandring indefra
Jeg er jo en grøn tilflytter, jeg kender ikke byens historie i detaljer, men jeg fornemmer at Nørre Snede – hvis vi nu alligevel forestillede os at byen var én person – har været lidt for lavmælt og nøjsom.

Det tror jeg er ved at være slut. Byen er ved at blive lidt mere højrøstet. Prøv bare at se byfornyelsesprogrammet. Det er ikke ufarligt. Det bærer vidnesbyrd om, at en ikke helt almindelig dansk provinsby er ved at forandre sig selv indefra.

Læs Byfornyelsesprogrammet som Peter Høeg omtaler.
.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

.