mandag den 21. marts 2011

Nu stiger kunsten!

Vær med til at stemme "Vores kunst" til Nørre Snede
DR's website
Byfornyelsens koordinationsgruppe har indstillet Nørre Snede til konkurrencen ”Vores Kunst”. Konkurrencen er arrangeret af Statens Kunstfond og Danmarks Radio.

De tre byer som vinder får mulighed for at etablere et kunstværk til 1,6 mio. Statens Kunstfond stiller med 1,2 mio. kr., og byen skal selv finde de resterende 400.000 kr. Hvis byen vinder, skal en gruppe lokale borgere i samarbejde med en udvalgt kunstner finde ud af hvad motivet for kunstværket skal være. Hele processen vises på DR2.

”Vi håber at vi kan vinde konkurrencen og dermed få et større kunstværk til Nørre Snede. Et andet formål med deltagelse i konkurrencen er at gøre Nørre Snede kendt for noget positivt,” siger Henrik Østergaard der sammen med Karina Nissen har taget initiativet.

Hvis du vil være med til at støtte Nørre Snede skal du gå ind på siden www.dr.dk/voreskunst og vælge menupunktet ”se steder”. Herfra kan du på Danmarks-kortet klikke dig ind på Nørre Snede. Du kan støtte projektet ved at klikke på den opadvendte tommelfinger. Derefter kan du rulle længere ned på siden og skrive din kommentar. Hvis din kommentar er positiv, så husk inden du klikker ”send” at vælge det glade ansigt.

”Vi opfordrer til at du giver din by en opadvendt tommelfinger, og at du beder andre om også at gøre det. Brug også gerne Facebook – og skriv også gerne en kommentar; det skaber liv,” siger Karina Nissen.

Læs mere om Vores Kunst-projektet på www.dr.dk/voreskunst.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

.