mandag den 23. maj 2011

Skal vi have Kunst i Nørre Snede?

Af Karina Nissen og Henrik Østergaard, Koordinationsgruppen

Nu ville vi gerne have skrevet at Nørre Snede er videre i DR’s Vores kunst-finale. Det kan vi desværre ikke, da vores forslag sammen med 9 andre semifinalister ud af 15 blev fravalgt i torsdags.

Den rigtig gode historie er at vores deltagelse i konkurrencen har frembragt en helt enestående lokal opbakning. Nørre Snede fik 1016 ”thumbs-up” (stemmer på Vores kunst siden) og i alt 360 personlige og meget positive kommentarer, som alle handlede om glæden over den kommende byfornyelse og ønsket om at sætte kronen på værket med et gedigent kunstværk til vores lille by.

Kunsteksperterne begrunder vores udtrædelse af konkurrencen med det endnu ufærdige centrale torv. Deres begrundelse lyder således:
”I Nørre Snede mødte vi en gruppe borgere, der har taget byens udvikling i egen hånd. Gennem et stærkt borgerdrevet engagement, har en gruppe af mennesker formået at engagere en hel by i planerne om at skabe et nye og bedre Nørre Snede. Der foreligger dog allerede en masterplan for en gennemgribende fornyelse af byens torv. I denne del af byfornyelsesfasen, hvor fornyelsesplanerne er vedtaget, men endnu ikke realiserede, synes det svært at skabe plads og gode betingelser for et kunstnerisk arbejde med stedet. Vi opfordrer derfor Nørre Snede til at genoptage deres planer med at få mere kunst til byen når det kommende torv er blevet anlagt. Efter byfornyelsen vil en kunstner have bedre mulighed for at skabe et værk som kan bringe noget nyt og mere til en allerede positiv udvikling for byen”
Et så stort og positivt engagement kan vi ikke sidde overhørigt. Vi skylder hinanden at handle konstruktivt med al den opbakning.

Vi inviterer derfor alle interesserede, som vil være med til at skaffe kunst til Nørre Snede, til at møde op i Kulturbanken torsdag d. 26/5 kl. 19.00 – 21.00.

Programmet for aftenen er at indstillerne af Nørre Snede til Vores Kunst konkurrencen Karina Nissen og Henrik Østergaard fortæller om det forløb Nørre Snede har deltaget i under opløbet i DR’s og Statens Kunstfonds konkurrence ”Vores kunst”.

Derefter vil vi i fællesskab skitsere en plan for hvordan vi på vores egen måde skaffer kunst til Nørre Snede. Aftenen skulle gerne munde ud i at nogle personer melder sig til det fremtidige arbejde med at få kunst til Nørre Snede. Byfornyelsens Koordinationsgruppe vil bistå og støtte arbejdet.

Har du ikke mulighed for at komme på torsdag, men gerne vil være med i det fremtidige arbejde så kontakt: Henrik Østergaard, tlf. 7577 0349, mail: hoe8766@gmail.com.

Klik her for at se de mere end 360 citater om Nørre Snede
(NB: siden er lidt tid om at åbne)
.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

.