tirsdag den 12. november 2013

Flot stort overskud fra årets Præriefest


Præriefest 2013
Torsdag d. 24 oktober afholdte præriefestens venner generalforsamling. På generalforsamlingen blev regnskabet fremlagt. Det viste et overskud fra årets Præriefest på 143.000 kr. Et flot resultat der er blevet opnået ved at de 4 sheriffer havde lavet et supergodt program, samt at vejret flaskede sig hele Præriefestweekenden.

En stor tak til de 4 sheriffer, Gitte Møller, Lars Hansen, Sten Hansen og Jacob Thykjær. Ligeledes skal der også lyde en stor tak til alle de frivillige der har hjulpet til før, under og efter festen. Uden dem kunne det ikke lade sig gøre.

Det meste af årets overskud bliver fordelt blandt de 4 foreninger der står bag Præriefesten. En mindre del bliver sat til side til nyanskaffelser og vedligeholdelse.

Ud over selve Præriefesten har Præriefestens venner også stået bag et arrangement d. 23. juni. Hærvejsløbet, et DGI arrangement tilbød os at vi kunne stå for en forplejnings station. Det arrangement stod Gitte Møller, Heine Nielsen og Preben Ludvigsen for at gennemføre sammen med en flok hjælpere. En stor tak til dem for det. Også et stort tillykke med det flotte overskud på 40.000 kr. Det er blevet besluttet at dette beløb skal bruges til at købe nogle ting som kan gøre det nemmere at afholde Præriefesten og måske også bruges i andre sammenhænge der er til gavn for Nørre Snede.

På generalforsamlingen blev også næste års sherifhold præsenteret. Præriefesten 2014 bliver arrangeret af Lars Hansen, Sten Hansen, Jacob Thykjær og Morten Heibæk. Der var også valg til bestyrelsen der herefter består af; Michael Vistesen, Dalia Hauge, Marian Poulsen, Merete Krogh og Henrik Østergaard. På gensyn til Præriefesten i 2014.

Nøøøj… det er for børn!

Kom og hør historien om de to piger og kamelen, der tog på eventyr! En musikalsk beretning med billeder for børn fra 4-8 år og deres voksne af Ib Andersen - og Kiku Day på shakuhachi. Det er gratis! Et arrangement fra nskubib.

Dato: lørdag d. 23. november kl. 15.
Sted: Nørre Snede bibliotek.

tirsdag den 5. november 2013

Nyt investeringsselskab vil forny Nørre Snede

En kreds af borgere i Nørre Snede er nu parat til at stifte et investeringsselskab, som kan være med til at fortsætte byens fornyelsesproces. Det nye selskab, Nørre Snede Byinvest A/S, får som formål at udbygge og forbedre mulighederne for både bosætning, erhverv og handel i Nørre Snede.

”Vi ønsker at fortsætte og styrke den gode udvikling i Nørre Snede, som kommunens områdefornyelse har sat i gang,” fortæller Bjørn Kassøe Andersen. For godt et år siden, inviterede han som bestyrelsesmedlem i Nørre Snede Lokalråd en række lokale personer til at være med til at etablere det nye investeringsselskab.

Ole Nørgaard Andersen, der tidligere har drevet virksomhed i Nørre Snede, har koordineret forarbejdet omkring selskabets etablering. Han siger: ”Vi har nu sikret en aktiekapital på mindst 1 mio. kroner. Vi har fået lavet nogle fornuftige vedtægter, indgået aftaler med advokat og revisor, og vi er parate til at etablere Nørre Snede Byinvest A/S på få dage, når det rigtige projekt viser sig.”

Selskabet har 8 stiftere, som alle enten personligt eller via et selskab indskyder kapital. Det er følgende: Benny K. Andersen, Per Breinbjerg, Ole Nørgaard Andersen, Carsten N. Christensen, Erik Møller Rasmussen, Theis W. Jeppesen, Pernille Thorup og Bjørn Kassøe Andersen. Tilsammen har gruppen erfaring inden for blandt andet ejendomsudvikling, byggeri, handel, udvikling og kommunikation.

Ole Nørgaard Andersen siger: ”Selskabet skal kunne løbe rundt, og i det omfang vi opnår overskud, skal det bruges til at igangsætte yderligere projekter her i Nørre Snede. Vi vil gerne have at byen fortsætter med at udvikle sig og kommer til at blomstre.”

På længere sigt er planen at åbne Nørre Snede Byinvest A/S op, så alle, der er interesseret, kan tegne aktier. 

Yderligere oplysninger fås hos gruppens talsmand:
Bjørn Kassøe Andersen
Mail: bka@direction.dk

Hør også interview i DR Midt & Vest


torsdag den 31. oktober 2013

Nørre Snede Hallen fylder 40 år - vær med på lørdag

Nørre Snede Hallen blev taget i brug for 40 år siden.  Det markeres ved et åbent hus arrangement lørdag den 2. november fra kl. 13.00 til 15.45.
Det bliver som et aktivt åbent hus arrangement, hvor både børn og voksne får mulighed for at bevæge sig til forskellige aktiviteter. Der vil være forskellige boldlege, gymnastik, zumba, kids/teen volley og taekwondo. Så kridt skoene og tag træningstøjet på.

Man er også velkommen til bare og se på aktiviteterne. Tag derfor hele familien med op i hallen den 2. november.

Hallen blev bygget for 40 år siden og er blevet udbygget i 1997/98. Men ellers ser den ud som for 40 år siden. Men skal den blive ved med det?
Hallens bestyrelse Anita Mathiasen, Bente S Thomsen, Carsten Bloch, Leif Kristensen, Henrik Østergaard, Torben Christensen og Richard Andersen stiller sig til rådighed for en samtale om Hallens fremtid. Hvad er kravet til fremtidens halfaciliteter og hvordan vil du gerne kunne bruge hallens faciliteter i fremtiden, kan det  være noget du har en mening om?
 
Se og vær med i aktiviteter som:
Spændende boldlege v. Hærvejens Håndboldklub
Kl. 13,00 til 13,40

Kids & Teen Volleyball v. Ikast KFUM Volley
Kl. 13,40 til 14,15

Gymnastik for alle v. Højderyggens Gymnastikforening
Kl. 14,15 til 14,45

Zumba v. Nina & Malene
Kl. 14,45 til 15,15

Taekwondo v. Brande Taekwondo Klub
Kl. 15,15 til 15,45

Du har i løbet af dagen også mulighed for at tale med Hallens bestyrelse om hallens udvikling i fremtiden. Der serveres gratis kaffe/the, kage, vand og øl.

Se også Nørre Snede Hallens nye hjemmeside.

mandag den 7. oktober 2013

Kunstskole i efterårsferien med Børnekulturfabrikken

Børnekulturfabrikken inviterer til kunstskole i efterårsferien. Det sker på Torvet i Nr. Snede , hvor den store flotte kunstbus vil holde, og hvori aktiviteterne skal foregå. Det er onsdag d. 16 og torsdag d 17. oktober kl. 9-12. Det er for børn fra 6-12 år.

Foto fra sidste gang kunstbussen var i Nørre Snede
Bussen besøgte også Nr. Snede i  uge 32 og var en del af Aktiv Sommer for børn, hvor 8 børn arbejdede med kunst hele ugen og afsluttede med fernisering, hvorefter børnenes flotte værker blev udstillet på Nr. Snede Bibliotek. I Art-i-bus bliver det igen den dygtige kunstformidler Vicky Sørensen fra Carl-Henning Pedersen Museet, som skal lave spændende ting med børnene.
Denne gang skal der arbejdes med ikoner. Kigge på forskellige ikoner og prøve kræfter med genren – både som relieffer og som maleri. Medbring gerne flotte, sjove og spændende små dimsedutter og himstregimser, flot mønstret papir eller andet som du måske kan få brug for.
Den 17. oktober kl. 13 afholdes en lille fernisering i bussen, hvor de deltagende børn kan invitere mor, far, søskende, bedsteforældre osv.
Prisen for de 2 dage er 100 kr. Betaling i bussen. Send tilmelding senest mandag d. 14 okt. til
bornekulturfabrikken@gmail.com.

fredag den 20. september 2013

Nørre Snede har fået 36 nye boliger

Af koordinationsgruppen for byfornyelse i Nørre Snede

Nørre
Der er klar til nye beboere
Snede har fået 36 nye boliger - og det bliver samtidig det sidste pip fra koordinationsgruppen for byfornyelsen.

De 36 nye boliger med en meget central beliggenhed, er selvfølgelig de farvestrålende fuglekasser på busstationen. De er sammen med Sound Satellite de sidste fysiske dele af byfornyelsesprojektet.

Koordinationsgruppens formål er hermed fuldført og gruppen har besluttet at nedlægge sig selv efter 3 års intensivt arbejde. De enkelte mindre opgaver der ikke er løst fuldstændigt endnu, overlader koordinationsgruppen til Nørre Snede Lokalråd at følge op på.

De resterende punkter som Nørre Snede Lokalråd vil arbejde videre med er:
  • Lys på træerne på torvet (blev sparet væk i første omgang)
  • Beplantningen ved busterminalen.
  • 1 års gennemgang af busterminalen.
  • Farthastigheden på Horsensvej og Strøget. Ny måling er lovet fra kommunens side.
  • Kort over indre og ydre hjertesti i samarbejde med Hjerteforeningen og kommunen.
  • Mere holdbart bykort til opslagstavlen på torvet.
  • Information om hvordan man kan bruge opslagstavlen på torvet.
  • Kulturvejviser på torvet.
Omkring brug af opslagstavlen kan det nævnes at Finn Averhoff har nøglen til skabet. Så det er ham der skal kontaktes hvis man ønsker at få en plakat op at hænge i skabet. Finn Averhoff kan kontaktes på 20 78 05 00.
 
Hvis man er interesseret i mere information om de andre punkter skal man kontakte Nørre Snede Lokalråd, se www.ns-lokalraad.dk.

Til slut vil Koordinationsgruppen gerne sige tak for indsatsen til alle jer der, på den ene eller anden måde, har været med til at skabe byfornyelsen i Nørre Snede. Lad os holde fast i den fællesskabsfølelse som har betydet at vi er kommet langt siden vi startede i maj 2009. Også meget længere end vi dengang turde håbe på. Og lad os holde fast i, at det fortsat vil være vores fælles ansvar at Nørre Snedes udvikling ikke stopper her.

5. okt.: Børneopera for fulde sejl

Fra forestillingen Monsteropera for de 5-10 årige
Succesforestillingen Monsteropera er fuld af sjov, action, skøn sang og en smule uhygge
Gå ikke glip af en stor oplevelse når Nr. Snede Skole lægger rammer til sang, sørøvere og et monster når Operaen i Midten kommer på besøg med børneoperaen Monsteropera lørdag den 5. oktober kl. 14. Operaen henvender sig til børn fra 5-10 år.

Operasangerne Berit Meland og Isabel Piganiol er de to piger Anna og Sofie, der skal gå i seng og lægge sig til at sove. Det er ikke så nemt, og når pianist Beth Elin Byberg leverer musik til en række herlige musikalske lege, bliver det ikke lettere. Pigerne leger både restaurant og sørøvere på skattejagt, ligesom der falder sjov musik ud af nogle bøger.

Undervejs dukker far op i døren, men der er også andet der lurer. Er der mon monstre og andre uhyggelige væsener når mørket sænker sig, eller er det hele en drøm?

Hele forestillingen er fuld af action, herlige replikker og god musik fra blandt andet en lang række kendte operaer. Her er både Tryllefløjten, Den Flyvende Hollænder, Carmen, Figaros Bryllup og Askepot med på listen. Det hele bliver sunget på dansk i en tone som børnene genkender.
Forestillingen er allerede blevet en stor succes, både i en lang række jyske byer og i Ishøj ved København. Nu kan endnu flere se frem til at følge med Anna og Sofie når de leger, pjatter og jagter et uhyggeligt monster rundt i hele salen.

Børnekulturfabrikken, som har inviteret Operaen i Midten, har i et samarbejde med Nørre Snede Bibliotek, Børnehaven Skovhuset, Børnehaven Regnbuen, Thorlund Friskoles SFO og Fristedet SFO sat monstre på dagsordenen i september. Der bliver læst og talt om monstre, lyttet til opera og arbejdet med monstre i alle afskygninger. Så hvis du er heldig, møder du mere end ét vaskeægte monster næste gang du kommer på Nørre Snede bibliotek.

Koncert 29. sept.: Spirituel musik fra Japan på strenge og fløjte

Verdensmusik i Nørre Snede lægger ud med toner fra Japan her i efterårssæsonen. To instrumenter med en buddhistiske baggrunde vil tage publikum gennem en auditiv oplevelse i ikke blot historie, kultur og spiritualitet, men også i hvordan instrumenterne bruges i dag.


Charles Marshal spiller biwa
Den ene af musikerne er irske Charles Marshall på den 4-strengede lut, der hedder biwa, der spilles med det, der højst sandsynligt er verdens største plektrum. Charles begyndte at studere hos den 82 årige meter Yoshinori Fumon, og fortsatte i 14 år hans træning til mesterens død. Yoshinori, som spillede biwa i Satsuma-traditionen, blev betragtet som en af de sidste i direkte linje af biwa-spillere, der kan spores tilbage til det 16. århundrede.

Satsuma er en klan, der har skrevet sig ind i den japanske historie, som dygtige og magtfulde samuraier. Klanens daværende overhoved Tadanaga Shimazu fik en blind biwa-spiller til at komponere musik til tekster han selv havde skrevet med det formål at højne moralen blandt hans krigere. Oprindelig var teksterne buddhistiske og nationale i karakter, men efterhånden udviklede de sig til narrativer om store slag samt poesi. Charles blev tildelt kunstnernavnet Ranjo af sin lærer, hvilket er et tegn på at have mestret kunsten at være biwa-spiller, både med hensyn til at spille på instrumentet og synge teksterne.

Biwa instrumentet har en unik historie idet blinde buddhistiske munke fik monopol på at spille instrumentet. Allerede i det 12. århundrede dannede disse blinde munke en sammenslutning, hvilket blev en ærværdig mulighed for blinde mænds overlevelse. Blinde drenge blev trænet som munke og musikere. De spillede ved ritualer og sang narrativer for mennesker. Munkene havde pligt til at betale en del af deres indkomst til deres sammenslutning, så alle kunne overleve – en slags meget tidlig fagforening med et socialt sikkerhedsnet.


Kiku Day spiller shakuhachi - her
ifølge traditionen hvor ansigtet er dækket
Det andet instrument er shakuhachi-fløjten, som spilles af Kiku Day, som bor i Nørre Snede. Kiku har japanske og amerikanske forældre og er opvokset i København. Hun studerede shakuhachi i Japan i 11 år hos mesteren Okuda Atusya. I denne periode lærte hun repertoiret fra da shakuhachi’en blev brugt som et redskab til meditationstræning af de zenbuddhistiske munke kaldet komusō (17. – 19. århundrede). De vandrede rundt i Japan som spillende tiggermunke med ansigterne dækkede helt af en kurv som et symbol på at deres egne identiteter ikke var vigtige. På trods af denne farverige baggrund blev sekten bandlyst i 1868 blandt andet på grund af korruption. Munkene udnyttede simpelt hen deres ansigtsdækkende hovedbeklædning og blev til spioner for regeringen.

De smukke solostykker opfattes som vemodige og stemningsfyldte. Ofte er temaer som vedholdenhed, åndedrætskontrol og empati indbefattet i stykkerne.

I dag er shakuhachi’en sammen med taiko-trommer det japanske instrument, der er blevet mest populær udenfor Japan. At høre biwa hører derimod til de virkelige sjældenheder.
Koncerten finder sted søndag d. 29. september kl. 19:00 på Vækstcenterets nye kursuslokaler, Solbakkevej 15 i Nørre Snede. Arrangør Verdensmusik i Nørre Snede i samarbejde med nskubib og Ikast-Brande Bibliotek. Entré 100 kr. Medlemmer af nskubib 80 kr. Man kan købe billet ved døren eller bestille i forvejen ved at sende en email til kikuday@gmail.com, hvor man også kan få flere oplysninger om koncerten.

Samtalecafé om det allervigtigste - på torsdag

Ligegyldigt eller lige gyldigt? Der er en betoning men også en verden til forskel, og man skal ikke tale ret længe sammen, før man finder ud af, at det måske slet ikke er det samme, som vi finder ligegyldigt og allervigtigst.

Hvert år i september arrangerer Grundtvigsk Forum en landsomspændende samtaledag om et eller andet påtrængende emne af fælles interesse.

Ikast-Brande Bibliotek har sammen med Nørre Snede Kultur- og Biblioteksforening grebet ideen og inviterer nu til samtalecafé på Nørre Snede Bibliotek torsdag den 26. september kl. 19.30.  Samtaledagen handler i år netop om det, der betyder noget - for den enkelte, for fællesskabet og for samfundet. Hvad er det, der bærer og forener - og hvad er det, der adskiller? Hvad er det, der får dig til at stå op om morgenen?

Man kan kalde det værdier, selv om udtrykket ofte skamrides, så man tror, at værdier er noget, der ligger fast nu og i al evighed. Tror, at blot man abonnerer på denne eller hin værdi, så er alt vel. Men værdier er noget, man må kunne argumentere for, indgå i samtale om. Derfor er det værd at diskutere, hvad der har afgørende betydning for den enkelte og for samfundet.

Sognepræst, Arne Kiel vil introducere aftenens tema og til at sætte gang i samtalen, har Grundtvigsk Forum udarbejdet et sæt samtale-kort, med nogle udsagn og tilhørende spørgsmål.  Mød op og vær med til at sætte dit præg på en hyggelig aften, om alt det, der betyder noget.

Nyt bibliotek i Nørre Snede - men hvor er borgerdialogen?

Det følgende indlæg er fra frivillige ved Nørre Snede bibliotek og Nørre Snede kultur- og biblioteksforening (NSKUBIB)

Nørre Snede bibliotek er igen truet! Nu skal Nørre Snede Skole ombygges radikalt: Der skal rives ned og bygges nyt - og til lykke med det, det er tiltrængt.

Men: i følge den offentliggjorte masterplan for byggeriet fremgår det, at vores bibliotek ved samme lejlighed bliver revet ned! Ganske vist genopstår det: Det slås sammen med skolebiblioteket og anbringes midt inde i den nye skole....

Den går ikke! Det dækker måske nok skolens behov, men bestemt ikke den almindelige bibliotekslåners. Vi ved fra andre små biblioteker rundt i landet at det ikke duer; folkebiblioteket bliver efterhånden "ædt" af skolebiblioteket, der kræver mere og mere plads, mere og mere råderum, og de kulturelle aktiviteter, der foregår i dagtimerne: oplæsning for børnehaver, læsekredse osv, bliver umuliggjort: der bliver for uroligt -og det bliver endnu værre med skolereformen, hvor skolens aktiviteter bliver udbredt til hele dagen.

Masterplanen for den nye skole er blevet til i en virkelighed, der ligger år tilbage: før kommunesammenlægningen. I dag har vi en kultur-og biblioteksforening med masser af aktiviteter for børn og voksne og der er et forbilledligt og frugtbart samarbejde mellem biblioteksfrivillige og Ikast-Brande bibliotek, som omtales i bibliotekskredse over det ganske land.

Derfor må man nytænke de dele af masterplanen, som omfatter biblioteket: Vi vil have et selvstændigt folkebibliotek, der åbner sig til det offentlige rum, ikke et bibliotek gemt af vejen i et hjørne at skolebiblioteket, et bibliotek, der i byfornyelsens ånd inddrager borgerne og giver liv til Nørre Snede.

Nørre Snedes byfornyelse skete med inddragelse af engagerede og ansvarlige borgere. Vi ønsker, at fremtiden for vores bibliotek ikke afgøres af forældede beslutninger foretaget af en forlængst hedengangen kommunalbestyrelse. Vi ønsker, at kultur- og fritidsudvalget sammen med børne- og undervisningsudvalget går i en dialog med Nørre Snedes borgere på samme forbilledlig vis som under byfornyelsen.

Vi citerer kulturminister Marianne Jelved: "Der er nogle ting, som kommunerne skal. De skal have et bibliotek for eksempel ... vi skal overveje, hvordan vi bærer os ad med at få en generation, der vokser op og er kendt med kultur. Det kræver en fødekæde ... Det er vigtigt, at børn lærer at der er et folkebibliotek, der er anderledes ens skolebiblioteket ... Det er vigtigt, at børn oplever folkebiblioteket og er vant til at komme der gennem deres barndom og skoletid ..." (citereret fra Perspektiv, august 2013)

onsdag den 18. september 2013

Bliv medlem af Nørre Snede Lokalråd

Af bestyrelsen i Nørre Snede Lokalråd: Jens Erik Pedersen (formand), Richard Andersen (kasserer), Bjørn Kassøe Andersen (sekretær), Kathrine Urup, Henning Berg, Rasmus Winther, Henrik Østergaard, Maibritt Larsson og Finn Averhoff

Bestyrelsen for Nørre Snede Lokalråd opfordrer alle som er engageret i Nørre Snedes fremtid til at blive medlem af Lokalrådet.Ved at være medlem af Lokalrådet støtter du din by. Det har betydning, både for vores mulighed for at gennemføre nye projekter, og som et signal til kommunalpolitikerne om, at borgerne i Nørre Snede står sammen og samarbejder på tværs af byens mange foreninger.

Byens fælles stemme
Nørre Snede Lokalråd arbejder for at Nørre Snede får en fælles stemme og for at gøre Nørre Snede til en attraktiv by. I bestræbelserne på at skabe et stærkt byfællesskab overtog Lokalrådet i 2012 lejemålet i Kulturbanken (tidl. Sydbank), og vi arbejder på at gøre det til et kulturelt mødested for byens borgere.
Lokalrådet er involveret i en lang række af byens aktiviteter, herunder opfølgning på byfornyelsen, afholdelse af midsommerfest og hærvejsløb og sommerens bannerudstillinger. Vi forholder os til det som foregår i byen, og vi har jævnligt dialog med både de kommunale embedsmænd og politikere. Vi har også med Ikast-Brande Kommune etableret en forsøgsordning som betyder, at en række vedligeholdelsesopgaver nu varetages af byens foreninger, for eksempel affaldstømning og eftersyn af den nye tarzanbane i Kirkeskoven. Det giver penge til byens foreningsliv.

Bliv medlem
Du  kan støtte Lokalrådets arbejde ved at blive medlem. Medlemskab for 2013 koster kr. 150 pr. husstand og kr. 300 for organisationer (foreninger og virksomheder). Organisationsmedlemmer kan uden beregning booke Kulturbanken til enkeltstående møder og arrangementer.

Hvis du vil være med, kan du indbetale kontingent med det samme - eller sende navn og adresse til mail@ns-lokalraad.dk, hvorpå  vi sender dig en opkrævning. Hvis du betaler med det samme, så vær rar at notere det i din mail. Betaling til: Jyske Bank, konto 7247 1157981 (anfør navn, adresse og telefon). 

Du kan se mere om Lokalrådets aktiviteter på ns-lokalraad.dk. Nørre Snede Lokalråd samarbejder også med noerresnede.dk, hvor du kan læse om hvad der rør sig i byen. Når du melder dig ind som medlem, bliver du også tilmeldt maillisten på noerresnede.dk (du kan bare lade være med at svare på tilmeldingsbekræftelsen, hvis du ikke er interesseret).

tirsdag den 20. august 2013

Ny bannerudstilling på Strøget lørdag

På lørdag den 24. august kl. 10 er der igen en fernisering, nu af en stribe nye bannere som bliver opsat resten af sommeren i Nørre Snede. Bannerne flyttes rundt mellem de udstillende byer, og nyophængningerne fejres med snacks og drinks og præsentationstaler fra de involverede kunstnere. Sted: Kulturbanken.

Se fotos fra første runde af bannerudstillingen i Nørre Snede.
 

CoBrA kunst i Nørre Snede

Frem til 12. september udstiller Nørre Snede Bibliotek helheste, fugle, detournementer og akvareller inspireret af nogle af CoBrA sammenslutningens kunstnere.

Bag udstillingen står 11 kreative og legelystne børn, som i uge 31 deltog i Børnekulturfabrikkens Sommerbilledskole i forbindelse med bibliotekets Aktiv Sommer kampagne. 

Farvestrålende kunstbus på torvet
Børnekulturfabrikken havde inviteret Kunstbussen Art-i-bus og kunstformidler ved Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Herning, Vicky Kjær Søndergaard Sørensen til at guide børnene igennem 4 inspirerende dage i kunstens tegn. Der blev leget og eksperimenteret med maling med snore, glaskugler og penselsprøjt a la Asger Jorn.

En introduktion til Carl-Henning Pedersens farvestrålende univers mundede ud i skønne fugle og skæve helheste og fine Else Alfelt inspirerede akvareller blev også frembragt. De fire dage afsluttedes med en fernisering, hvor rigtig mange forældre, bedsteforældre og andre interesserede kiggede forbi, og nu kan værkerne så ses på Nørre Snede Bibliotek.

Ugen var så stor en succes, så der allerede nu er lavet aftale med Art-i-bus om en opfølgning i efterårsferien, så følg med på Børnekulturfabrikkens facebookside: https://da-dk.facebook.com/Boernekulturfabrikken, hvor der nu er lagt billeder ind fra sommerens  billedskole. Du kan også se billeder fra sommerbilledskolen på Flickr.

søndag den 23. juni 2013

Nu er driftopgaverne i Nørre Snede fordelt

De driftsopgaver som fremover løses af frivillige i Nørre Snede, er nu fordelt på en række foreninger og personer.

Renholdelse og affaldsindsamling varetages af Helge Stenkjær, der vil rekruttere et antal personer til at hjælpe sig. Aflønning går til de foreninger som hidtil har fået penge fra Helge’s mangeårige skrotindsamling. Opgaven omfatter tømning af affaldskurv ved miljø-øer, indsamling af løst affald på offentlige arealer og renholdelse af granitsten, skilte og pæle på Indre Hjertesti.

De Danske Forsvarsbrøde i Nørre Snede løser opgaven med renholdelse af skilte og pæle på Ydre Hjertesti samt renholdelse samt tømning af affaldskurv ved de nye shelters på Hærvejen og dertil også vedligeholdelse af shelters og bænke samt supplering med brænde.

Højderyggens Gymnastik Forening står for flagning ved kommunens administrationsbygning i Nørre Snede på flagdage. Højderyggens Gymnastik Forening har i forvejen opgaven med at hejse flagene på de 3 flagborge i Nørre Snedes udkant.

Nørre Snede lokalråd sørger for vedligeholdelsen af Tarzanbanen i Kirkeskoven. Aftalen mellem Nørre Snede Lokalråd og Ikast-Brande Kommune er en forsøgsordning, som startede 1. juni. og løber året ud, hvorefter den evalueres. Ideen i forsøget er lade de penge, Ikast-Brande Kommune ikke bruger på driften af de pågældende ting, komme Nørre Snede til gode. Der er tale om en række mindre driftsopgaver som Lokalrådet og Ikast-Brande Kommune har vurderet med fordel kan løses lokalt.

tirsdag den 18. juni 2013

Progam for midsommerfesten 23. juni i Nørre Snede

Så er programmet klar for midsommerfesten på Hærvejen og alle de mange aktiviteter som foregår i Nørre Snede den 23. juni. Se programmet her i layoutet version - eller nedenfor i tekstversion.

06.54
Løberne ankommer til forplejning.

07.00-08.00
Gratis morgenmad til byens borgere på Torvet v. Borgerforeningen.

07.24
Vi sender løberne godt af sted.

07.00-08.00
Brugsen og Rema1000 åbner med knaldtilbud, som kun gælder denne time.

07.00-14.00
FDF er på Torvet med børnevenlige aktiviteter.

08.30
Friluftsgudtjeneste v. Højen på kirkegården v. Arne Kiel Nielsen og på hamonika Benny Simmelsgaard. Gudstjenesten er tilrettelagt som en lille pilgrimsvandring v. kirken og på kirkegården.

10.30-11.00
Åbning af Banner udstilling ved Kulturbanken (Nørre Snede Lokalråd).

11.15-13.30
Børnearrangement på Torvet, hvor der laves et fælles kunstværk. Afholdes af Børnekulturfabrikken.

12.00-13.00
Rema1000 og Brugsen har igen knaldtilbud som kun gælder denne time.

12.30-13.30
Fællesspisning på Torvet. Menu: 1 stk. sandwich eller ½ pizza + valgfri drikkevare kr. 25,00. Der sælges kaffe, øl og vand.

13.30-15.30
Ca. 1000 cykelryttere ankommer i dette tidsrum til forplejning.

14.00-15.00
Tarzan Race på byens Tarzanbane i Kirkeskoven for hele familien v. Lokalrådet. Overraskelse til alle deltagende børn v. Nr. Snede Entreprenør og Multiservice (NEM).

15.30-15.45
Indvielse af skolens nye orange møbel – Sound Satelite - for byens borgere. Kom og se hvad den kan!

I tidsrummet fra 08.00 til 16.00 vil der også være følgende aktiviteter:
- Mini-fodboldbane ved NSG.
- Hoppeborg samt skydetelt ved Rema1000.

18.00-19.00
Fællesspisning på Oasen v. FDF. Menu: Lækker gris, salat og kartofler.

18.30-19.00
Fakkeloptog i samlet flok fra Torvet til Oasen med byens lokalbetjent Viggo Nielsen i front. KOM OG VÆR MED! Fakler uddeles efter først til mølle princippet af NSHH og Borgerforeningen.

19.00-21.00
Sankt Hansbål afholdes ved FDF i samråd med Borgerforeningen og Lokalrådet ved Oasen.
Båltaler: Arne Kiel Nielsen. Der kan købes pølser og drikkevarer, samt kaffe og kage.

mandag den 17. juni 2013

’Wavy banners’ 2013 - beskrivelse af bannerudstillingen

53 billedkunstnere fra 22 forskellige lande har skabt bannere til Sdr. Nissum, Humlum, Nørre Snede og Vorgod-Barde som led i Kulturfestival BØLGEN.

I hver af de 4 ovennævnte byer kan man henover sommeren se en række bannere, ophængt i lygtestanderne langs hovedgaden. Bannerne er fremstillet specielt til anledningen, som er Kultursamarbejdet i Midt- og Vestjyllands kulturfestival BØLGEN, og kunstnerne er bedt om at forholde sig til temaet BØLGEN. ’Wavy banners’ bliver en hel lille bølgende festival i sig selv, hvor man vil kunne finde bølger af enhver art, lige fra hvad vi i Danmark kalder bølgechips, henover finansielle, politiske, geografiske, kulturelle, propaganda-, hjerte-, repetitions-, lyd-, kommunikations-, alment menneskelige og til helt personlige bølger, kurver og bevægelser.

Der er lige så mange forskellige personlige og unikke tilgange og udtryk som der er deltagende kunstnere, og hensigten er også at bruge festivalidéen til netop at bringe forskelligheden og mangfoldigheden på banen og linke de fire byer sammen i et pluralistisk mangfold af visioner og udtryk, holdt oppe af et fælles på forhånd bestemt koncept, format og BØLGE-tema.

Kulturfestival BØLGEN skydes først officielt i gang den 18. august, men 'Wavy banners' søsættes i det midt- og vestjyske allerede den 22.-23. juni, hvor bannerudstillingerne åbnes i de 4 byer. Den 24.-25. august rokerer bannerudstillingerne rundt, således at hver by vises to forskellige udstillinger i løbet af hele udstillingsperioden (22. juni - 19. oktober). I forbindelse med genåbningerne i august vil flere af bannerkunstnerne være til stede, og der vil i den anledning være arrangeret forskellige events, bl.a. artist talks ved de deltagende kunstnere i de 4 byer og i Art Epi Centret, BØLGENs eksperimenterende og bæredygtige landsby på heden ved Præstbjerg Naturcenter.

'Wavy banners' arrangeres af foreningen ET4U - contemporary visual art projects Vestjylland og realiseres i et samarbejde med Vorgod-Barde Borgerforening, Sdr. Nissum Borger - og Idrætsforening, Humlum og Omegns Borgerforening og Nørre Snede Lokalråd. Borgerne i de berørte byer har gennem deres foreninger udvist stor flid og uimponeret interesse og åbenhed for sagen. De fem arrangerende foreninger håber, at 'Wavy banners' bliver godt modtaget, sætter sine spor og giver anledning til bølgegang i meningsudvekslingerne, for således er der skabt åbning for en vigtig del af formidlingen af kunsten, nemlig samtalen.

Nørre Snede Lokalråd er stolte over at være en del af projektet, og derved være med til at sørge for at der vises kunst andre steder end der hvor man plejer at kunne se kunst. Den første udstilling i Nørre Snede åbnes søndag d. 23. juni kl. 10.30 på Torvet.

Invitation til bannerudstilling i Nørre Snede og tre andre byer

Så bydes der velkommen til åbning på ’Wavy banners 2013’. Udstillingen der foregår i fire jyske byer åbner lørdag den 22. juni i Humlum og Sdr. Nissum og søndag den 23. juni i Nørre Snede og Vorgod-Barde. 53 billedkunstnere fra 22 forskellige lande laver 53 dobbeltsidede bannere til de fire byer i Midt- og Vestjylland i anledning af Kulturfestival Bølgen. Se mere om banner udstillingen på websitet et4u.dk.

fredag den 7. juni 2013

Midsommerfest på Hærvejen i Nr. Snede - hvad kan vi glæde os til ?

Af Tinne W. Lambertsen og Henrik Østergaard (pva. festudvalget)
Fra indvielsen af Torvet 23. juni 2012

I forbindelse med DGI 's hærvejsløb den 23. Juni, som kommer gennem Nørre Snede, er der nu sammensat et varieret festprogram for byens borgere, løbende over hele dagen.

Programmet omfatter bl.a. gratis morgenmad, friluftsgudstjeneste, FDF børneaktiviteter, åbning af kunstbanner udstilling, børnekultur-arrangement, hoppeborg, skydetelt, mini fodboldbane, fællesspisning på Torvet, Tarzan Race for børnene. Alt kulminerer til slut med fakkeloptog gennem byen og Sankt Hansbål på Oasen.

Vi glæder os til at se dig til en festlig dag.

onsdag den 5. juni 2013

Evaluering af byfornyelsen

Lidt forsinket bringer vi her omtale af evalueringen af byfornyelsen i Nørre Snede. Den 11. april afholdt koordinationsgruppen som sin sidste handling et evalueringsmøde sammen med en række af de kommunale medarbejder som havde været involveret.

Evalueringen viste at der er høstet gensidige dybe og konstruktive erfaringer som har flyttet grænser både i administrationen og hos de frivillige i Nørre Snede. Der var  stor tilfredshed med processen og dens resultater.

Evalueringen blev fremlagt på Byrådets møde den 27. maj.

Læs hele evalueringen i pdf-format

Naturen midt i Nørre Snede - for voksne (12. juni)

Fra Nørre Snede Kultur- og Biblioteksforening (NSKUBIB)

Kom med en tur på Overdrevet, onsdag den 12. juni, klokken 19:30. Nørre Snede Kultur- og Biblioteksforening (NSKUBIB) inviterer med en tur på Overdrevet, for nogle måske bedre kendt som marken, der ligger bag Schat’s hus, på vej ned mod Svanebakken og Kildebakken.

NSKUBIB har, i lighed med tidligere år, allieret sig med Morten DD Hansen, som er kendt fra radio og TV for sin store viden som naturvejleder og museumsinspektør. Han er ansat på Naturhistorisk Museum i Aarhus og bor i Nørre Snede.

Morten DD vil guide deltagerne gennem en lille tur på Overdrevet, og fortælle om hvilke former for plante- og dyreliv der findes her, helt lokalt. Med Morten DD’s egne ord, er der masser af planter, insekter og ”en enkelt syngende fugl” at finde, på Overdrevet en onsdag aften klokken 19:30.

Der er mødested på Skovbakken, ud for Anlægget, hvor vi sammen vil følges ad over på Overdrevet. Der er gratis deltagelse. Husk tøj efter vejret. Tag gerne en ven eller måske naboen med.

tirsdag den 4. juni 2013

Naturen midt i Nørre Snede - for børn (8. juni)

Pressemeddelelse fra Børnekulturfabrikken

Børnekulturfabrikken afholder et arrangement i Nr. Snede lørdag den 8. Juni fra 13:00-16:30. Denne gang skal vi udforske naturen i Nr. Snede by, hvorefter vi vil arbejde med et kunstnerisk udtryk, inspireret af samtidskunsten.

Arrangementet er for de 7-12 årige og deres voksne, men hvis der er børn, der har mod på at deltage alene er de velkomne. Naturvejleder Morten DD Hansen fortæller og viser hvad naturen rummer af kryb, kravl og krat på "overdrevet". Herefter vil kunster Line Sandvad Mengers give en kort introduktion til forskellige kunstneres arbejde med naturen som udgangspunkt, hvorefter vi selv går i gang med at lave egne værker.

Inspireret af blandt andet kunstnerparret Lois og Franziska Weinberger, laver vi i samarbejde selv små stykker natur som vi udstiller et sted i Nr. Snede. Vi 'flytter' altså lidt på naturen og ser hvad der sker! Så mød op, hvis du er vild med natur og har lyst til at udforske den på en ny og inspirerende måde.

Vi mødes på torvet og starter med lidt at spise, så de, der eventuelt har deltaget i Klovneløbet samme dag, kan være med. Dagen afsluttes med en lille festlig fernisering af projektet.
Vi glæder os til en hyggelig eftermiddag og håber på en god opbakning fra børn og deres voksne.

Prisen for denne dag er 25,- pr. barn. Tilmelding til dagen skal ske senest d. 6. maj på: bornekulturfabrikken@gmail.com. Skriv navn og alder.

I Nørre Snede vil borgerne selv drive deres by!

Pressemeddelelse fra Nørre Snede Lokalråd og Ikast-Brande Kommune

Hvad sker der, når aktive borgere har lyst til at overtage en række af kommunens driftsopgaver? En flok handlekraftige borgere fra Nørre Snede gør forsøget.

Ikast-Brande Kommune er i samarbejde med Nørre Snede Lokalråd ved at søsætte et forsøg, hvor Nørre Snede Lokalråd sammen med andre foreninger og et antal frivillige overtager en række driftsopgaver fra Ikast-Brande Kommune. Forsøget starter d. 1. juni og løber året ud, hvorefter det evalueres. Ideen i forsøget er lade de penge, der spares på driften, komme Nørre Snede til gode.
Projektidéen er fostret i Nørre Snede Lokalråd som en opfølgning på det store engagement, der gennem de sidste år er vist med byfornyelsen. Byfornyelsen har givet Nørre Snede By et stort kvalitetsløft, og Nørre Snede Lokalråd vil gerne stå i spidsen for at fastholde borgerne i den energi. Det giver socialt engagement og ejerskab at engagere sig i at passe på byen. Inspirationen kommer fra biblioteket og NSKUBIB (Nørre Snede Kultur- og biblioteksforening), der har givet biblioteket et stort løft og gjort det til omdrejningspunktet i Nørre Snedes kulturliv.

Projektet lægger vægt på, at byens borgere på en enkel måde kan hjælpe med til at vedligeholde byen. Ejerskabet vil ikke kun omfatte de direkte involverede, hvem smider for eksempel et stykke affald på gaden, når det er ens bedstemor, der er med til at samle det op?

Henning Berg fra Nørre Snede lokalråd siger, at ”Ikast-Brande Kommune har været med på ideen fra dag et og tror på, at byens borgere vil være med på ideen”. Henning Berg håber også, at forsøget betyder, at nogle af de ting, der ikke kunne realiseres i byfornyelsesprojektet, nu bliver mulige.
Nørre Snede Lokalråd er i øjeblikket ved at rekruttere frivillige og foreninger til at løse opgaverne.
Støtte til aktive borgere
Ikast-Brande Kommune forsøger under navnet Mental Frikommune at finde nye måder at drive kommune på, så kommunen bliver bedre i stand til at klare fremtidens udfordringer.

”Det her tiltag er i Mental Frikommunes ånd”, udtaler kommunaldirektør Henning Hansen. ”Her har vi en gruppe borgere, der aktivt har lyst til at tage et ansvar for deres lokalområde. Det kommer både byen og kommunen til stor gavn. Det er en anden måde at tænke velfærd på, som kommunen gerne vil støtte. . Jeg håber, at også andre byer og lokalområder får lyst til noget lignende.”

De konkrete opgaver som borgerne skal stå for er:
-  Renholdelse samt tømning af affaldskurv ved miljø-øer
-  Indsamling af løst affald på offentlige arealer
-  Renholdelse af granitsten, skilte og pæle på Indre Hjertesti
-  Renholdelse af skilte og pæle på Ydre Hjertesti
-  Renholdelse samt tømning af affaldskurv ved shelters på Hærvejen
-  Vedligeholdelse af shelters og bænke samt supplering med brænde ved bålplads på Hærvejen
-  Vedligeholdelse af terrænbane med tilhørende faldunderlag i Kirkeskoven
-  Flagning ved administrationsbygningen i Nr. Snede på flagdage

Yderligere oplysninger:
Nørre Snede Lokalråd:  Henning Berg, mob. 2070 8668
Ikast-Brande Kommune:  Henning Hansen, mob. 2027 9777


Se omtale på dr.dk P4 Midt & Vest
Se indslag på TV Syd

tirsdag den 21. maj 2013

Midsommerfest på Hærvejen i Nørre Snede

Af Tinne Lambertsen og Henrik Østergaard



Fra indvielsen af Torvet den 23. juni sidste år
I forbindelse med DGI 's Hærvejsløb søndag den 23. juni, som kommer gennem Nørre Snede, syntes vi - en gruppe foreninger i Nørre Snede - at det skulle festliggøres.

Vi har derfor i fællesskab sammensat et varieret festprogram på Torvet. Der kommer til at være aktiviteter hele dagen og vi afslutter med Sankt Hansbål. Nærmere information/program følger. HUSK allerede nu at sætte kryds i kalenderen, kom op og hjælp med at heppe på alle løberne og cykelrytterne der kommer gennem byen. Vi ses.
Evt. spørgsmål til Tinne W. Lambertsen (mobil 40 09626) eller Henrik Østergaard (mobil 30248766).

Nørre Snede kom ikke med i DR-semifinale

Af Henrik Østergaard, Nørre Snede Lokalråd

Desværre. I modsætning til hvordan det gik sidste år i 'Vores kunst'-konkurrencen blev vores forslag vedrørende Vandtårnet desværre ikke udvalgt til semifinalen i DR-programmet Byg Det op!
I Nørre Snede Lokalråd forsætter vi arbejdet med at undersøge om vi kan få gjort den fantastiske udsigt fra toppen  offentligt tilgængelig.
Hvis du har selv vil se hvilken udsigt der er fra toppen af vandtårnet, har Vandværket åbent hus den 22. juni hvor det er muligt at komme op i vandtårnet. Fra Nørre Snede Lokalråd skal der lyde en tak til alle der støttede forslaget.

onsdag den 15. maj 2013

Støt Nørre Snede i DR-programmet "Byg Det Op!"

Af Henrik Østergaard, Nørre Snede Lokalråd


Vandtårnet i Nørre Snede
For et par år siden var Nørre Snede med i DR's konkurrence "Vores kunst" Der kom vi til semifinalen, men fik der vores forslag fravalgt. Alligevel resulterede det i masser af positiv omtale af Nørre Snede.
Nu har DR lavet en ny konkurrence Byg Det Op! Der har vi selvfølgelig også indsendt et forslag. Se forslaget og beskrivelsen af ideen t på denne side på DRs website.

Hvis du synes godt om ideen må du meget gerne støtte den ved at klikke på "synes godt om" og måske skrive en kommentar. ¨
God udsigt fra toppen
Vi har brug for al den opbakning vi kan få, hvis vi skal have en chance. Du må også meget gerne opfordre andre til at gøre det samme. Jo flere der bakker op om forslaget, des større chance.

torsdag den 9. maj 2013

Byfornyelsen og bageren

Af koordinationsgruppen

Den 12. marts 2013 redegjorde bager Lars Holmgaard i Den lille Avis for hvorfor han måtte lukke sin butik. Den 16. april efterlyste Vagn K. Kristensen, ligeledes i Den lille Avis et svar fra byfornyelsens koordinationsgruppe (koordinationsgruppen), som Lars Holmgaard gør mere eller mindre ansvarlig for bageriets lukning.
Koordinationsgruppen er - lige som resten af byen - kede af, at vi ikke mere har nogen bager, og har indtil videre afholdt sig fra at svare, fordi anklagerne ikke har hold i virkeligheden og fordi vi har skønnet at vi ikke har kunnet komme i en reel dialog med Lars Holmgaard.
Lars Holmgaard har fra et tidligt tidspunkt i fornyelsesprojektet været indbudt sammen med de øvrige handlende, der blev berørt af projektet. Der har løbende været en dialog mellem Lars Holmgaard, koordinationsgruppen, planafdelingen og politikerne i kommunen og hans ønsker er gentagne gange blevet efterkommet - og efterfølgende ændret efter hans ønsker, ikke mindst hvad angår udformningen af parkeringsforholdene i forbindelse med hans butik.
Da hele processen med udformning af kryds, busterminal og grønne områder var tilendebragt, var man parat til at gå i gang - men inden da forestod hele det omfattende kloakeringsprojekt, der var langvarigt og en drøj tid for alle handlende og erhvervsdrivende i Nørre Snede, ikke mindst på og omkring Strøget. Det har betydet en stor omsætningsnedgang for alle. Derefter kom så selve udførelsen af torvet, som også gav rod og besvær for handelslivet.
Det var et klart ønske fra et flertal af de borgere, der svarede på de husomdelte spørgeskemaer, at bymidten, det gamle kryds, skulle gøres til et mere trygt sted for skolebørn og andre svage trafikanter. Det ønske er blevet opfyldt, men det betyder naturligvis en neddæmpning af den øst-vest gennemkørende trafik.
Koordinationsgruppen skal være de første til at beklage, at Lars Holmgaard har måttet lukke sin butik, men må afvise påstandene om at vi ikke har lyttet til hans ønsker eller på andre måder har lagt ham hindringer i vejen. Efter vores opfattelse er det de ovennævnte forhold der – desværre - har været årsag til lukningen.

Koordinationsgruppen: Bolette Kristensen, Finn Averhoff, Finn Ipsen, Henning Berg, Henrik Østergaard, Ib Andersen, Jens E. Pedersen, Karina Nissen, Lene Mølsted, Richard Andersen
(dette indlæg har også været bragt i Den lille Avis)

søndag den 28. april 2013

Koordinationsgruppen afholder orienteringsmøde mandag aften

På baggrund af diverse indlæg i Den Lille Avis omkring forløbet af byfornyelsen indbyder koordinationsgruppen alle interesserede til et orienterende møde i Kulturbanken, Bredgade 3, mandag den 29. april kl. 19.30. Mødet er annonceret i denne uges udgave af Den Lille Avis.

tirsdag den 16. april 2013

Skolegården i Nørre Snede med i Realdania-konkurrence

Renoveringen af skolegården på Nørre-Snede Skole er udtaget som et af de 17 projekter der går videre til 2. runde i projekt "Drøn på skolegården". Mindst fem projekter udvælges til realisering.

Projektet i Nørre Snede er udvalgt blandt i alt 106 ansøgninger. Projektet afvikles af Realdania, Lokale og Anlægsfonden samt Kræftens Bekæmpelse.

Drøn på skolegården er en kampagne, som skal skabe ny viden og eksperimenterende tiltag, der nytænker og udfordrer det traditionelle billede af skolegården. Tiltag, der viser, hvordan skolens udearealer kan nytænkes, så de indbyder til mere leg og bevægelse for alle børn - også de mindst aktive. Både i og efter skoletid.

Link til omtale af projektet i Nørre Snede

Vær med til forårsrengøring i Nørre Snede på søndag

Kom med, når Danmarks Naturfredningsforening og Nørre Snede Lokalråd søndag den 21. april kl. 10.30 arrangerer den årlige affaldsindsamling. Alle kan være med, og vores by og naturen har brug for frivillige hænder.
Når børn, selv har været med til at samle
affald ind, vil de være mindre tilbøjelige
til at smide affald i naturen
(foto fra en tidligere landsindsamling).

Motion, socialt samvær og en god gerning går hånd i hånd, når alle som har lyst søndag den 21. april indsamler affald i Nørre Snede. Du kan være med til at indsamle henkastet affald på byens hovedstrøg og i vores grønne områder. Vi afleverer det på genbrugsstationen, så det i stedet kan gøre gavn. Det samme gør borgere rundt om i hele Danmark.

Danmarks Naturfredningsforening (DN) står bag kampagnen, der kører for ottende år i træk. I Nørre Snede arrangeres affaldsindsamlingen sammen med Nørre Snede Lokalråd. Sidste år deltog 100.000 i den landsdækkende indsamling. Resultatet sidste år var 198 ton affald og 175.000 dåser.

En tradition der samler børn og voksne

Affaldsindsamlingen er en hyggelig og social måde at give naturen og byen en hånd på. Har du lyst til have det sjovt sammen med andre fra din by og samtidig gøre naturen en tjeneste? Så mød op den 21. april – og tag gerne børn, børnebørn eller din nabo med!

Når børn, selv har været med til at samle affald ind, vil de være mindre tilbøjelige til at smide affald i naturen. Så du kan være med til at lære børnene nogle gode vaner samtidig med at de får en god og aktiv søndag med masser af frisk luft.

Mød op Torvet kl. 10.30. Medbring gerne arbejdshandsker og kost, skovl eller trillebør – og evt. madpakke og noget at drikke. Arrangørerne sørger for plasticsække og for at affaldet bliver kørt væk. Tilmelding er ikke nødvendig.

Yderligere oplysninger:
Louise Degnbøl (DN Nørre Snede), mobil: 60 46 16 15
Bjørn Kassøe Andersen (Nørre Snede Lokalråd), mobil: 42 44 03 30

tirsdag den 9. april 2013

Levende Læsegruppe på Nørre Snede Bibliotek

Levende læsegrupper starter  torsdag den 11. april 2013 kl. 9.30-11.00 på Nørre Snede Bibliotek og fortsætter de følgende torsdage.

Hvad er en Levende læsegruppe? I en læsegruppe mødes mennesker til hyggeligt samvær omkring højtlæsning. Vi læser i fællesskab og reflekterer undervejs over historien og taler om hvad der ellers falder os ind.

Hvem kan være med? Alle. Det kræver ingen specielle forudsætninger at være med i en levende læsegruppe; blot lysten til at få en rigtig god læseoplevelse sammen med andre. Her er ikke lagt op til videnskabelige analyser og krævende fortolkninger.

Hvad læser vi? Vi læser skønlitteratur: Digte, noveller og evt. romaner. Vi læser nyere dansk og nordisk litteratur og vi læser verdensklassikerne. Vi læser smalt og bredt, stort og småt…. Alt hvad der er godt!

Hvor læser vi? Læsegruppen mødes torsdage på Nørre Snede Bibliotek og læser en time til halvanden hver gang.

Hvad koster det? Pris: 15 kr. pr. gang, som dækker kaffe og kopi af tekster. Tilmelding til læsegruppeleder, Annette Rosendal, tlf.: 2757 9773

Dans og musik for børn, forældre og bedsteforældre


Nu er Børnekulturfabrikken klar med et nyt arrangement for de 4-8 årige og deres forældre eller bedsteforældre. Det er lørdag d. 13. april kl. 14-15.30 på Torvet i Nr. Snede.

Dans og musik er dejligt og skaber glæde og fællesskab for såvel store som små. Derfor er det musik og dans, der denne eftermiddag er i fokus, hvor børn og voksne sammen med Benny og Karen Simmelsgaard vil synge, lave små sanglege, danse lette folkedanse og spille. Der vil være danse som rits rats, som også blev danset i bedstemors tid, krydret med nyere sange og sanglege.

Karen vil lære danse og sange fra sig på gulvet, mens Benny spiller på harmonika til. Benny medbringer også små rytmeinstrumenter og trommer til de børn, som ikke har lyst til at danse og hellere vil spille rytmer, og derved bidrage til det store danseorkester.

Undervejs i arrangementet bliver der en lille pause, hvor der kan nydes et glas saft eller en kop kaffe. Her vil man også kunne skrive sin mailadresse og løbende få nyt fra Børnekulturfabrikken. Har man gode ideer til andre tiltag, som kan laves i regi af Børnekulturfabrikken, lægges de i vores idekasse.

Tilmelding til dans og musik er ikke nødvendig. Pris 25,- pr. barn. I tilfælde af dårligt vejr, regn/for blæsende/for koldt, flyttes arrangementet til Aulaen på Nr. Snede Skole.

Vi udsender nyheder her på www.noerresnede.dk og du kan også følge os på vores Facebook-side hvor der er information om vores tredje arrangement d. 11. maj, som bliver en dag med teater og drama for børn fra 10 år.

fredag den 15. marts 2013

Perleplader og stomp for ALLE i morgen

Så er der frit slag for perleplader og stomp i Kulturbank i morgen lørdag den 16. marts kl. 13-16.

Alle kan udtrykke deres kreativitet med perleplader og det er umuligt ikke at smile til dem man laver perleplader sammen med! Perlepladeworkshoppens overskrift er "Vores børnekultur". Alle deltagere kommer til at bidrage til et stort fælles perlepladebillede, der skal udstilles et centralt sted i Nr. Snede. På Brugsens parkeringsplads vil Søren Raffnsøe invitere til korte stompworkshops, hvor alle kan være med.
Det er gratis at deltage, og du får samtidig mulighed for at blive medlem af den nystartede Børnekulturfabrik.

Workshoppen, som er det første arrangement i regi af Børnekulturfabrikken, sponseres af NSkubib (Nørre Snede Kultur og Biblioteksforening). Voksne, børn og unge der deltager, velkomne til at byde ind med både ønsker, ideer og bidrag til udvikling af Børnekulturfabrikkens arbejde.
Se mere på Børnekulturfabrikkens facebook-side.

fredag den 8. februar 2013

Tyrolerfest i Nørre Snede Hallen

Indlæg fra Optimisterne

Så er banen kridtet op til årets brag af en tyrolerfest i Nørre Snede hallen lørdag den 9. marts.
Billetsalget startede i lørdag den 2. februar, og der blev solgt over 200 billetter. Var du en af dem der ikke nåede billetsalget lørdag, skal du ikke fortvivle. For der kan frem til d. 1. marts købes billetter hos Statoil på Horsensvej.
Til tyrolerfesten, vil Nørre Snede Hallen være flot pyntet i Tyrolerstil, maden er naturligvis en tyrolermenu, musikken vil være de kendte slagere, der vil være en konferencier til at styre løjerne, og baren vil være besat af Heidi'er og Fritz'er.
Det fantastiske live band Black Rose vil afslutte aftenen med traditionel dansemusik. Vi håber mange af gæsterne vil tage temaet op og iføre sig tyrolertøj, men det er bestemt ikke noget krav. Vores håb er blot at få fyldt hallen med glade og feststemte mennesker.
Om du kommer til festen som enkelt person, med partner, familie, naboer, gaden, firmaet, kortklubben, logen, foreningen eller noget helt tiende, er helt underordnet, bare du kommer.


.