tirsdag den 16. april 2013

Vær med til forårsrengøring i Nørre Snede på søndag

Kom med, når Danmarks Naturfredningsforening og Nørre Snede Lokalråd søndag den 21. april kl. 10.30 arrangerer den årlige affaldsindsamling. Alle kan være med, og vores by og naturen har brug for frivillige hænder.
Når børn, selv har været med til at samle
affald ind, vil de være mindre tilbøjelige
til at smide affald i naturen
(foto fra en tidligere landsindsamling).

Motion, socialt samvær og en god gerning går hånd i hånd, når alle som har lyst søndag den 21. april indsamler affald i Nørre Snede. Du kan være med til at indsamle henkastet affald på byens hovedstrøg og i vores grønne områder. Vi afleverer det på genbrugsstationen, så det i stedet kan gøre gavn. Det samme gør borgere rundt om i hele Danmark.

Danmarks Naturfredningsforening (DN) står bag kampagnen, der kører for ottende år i træk. I Nørre Snede arrangeres affaldsindsamlingen sammen med Nørre Snede Lokalråd. Sidste år deltog 100.000 i den landsdækkende indsamling. Resultatet sidste år var 198 ton affald og 175.000 dåser.

En tradition der samler børn og voksne

Affaldsindsamlingen er en hyggelig og social måde at give naturen og byen en hånd på. Har du lyst til have det sjovt sammen med andre fra din by og samtidig gøre naturen en tjeneste? Så mød op den 21. april – og tag gerne børn, børnebørn eller din nabo med!

Når børn, selv har været med til at samle affald ind, vil de være mindre tilbøjelige til at smide affald i naturen. Så du kan være med til at lære børnene nogle gode vaner samtidig med at de får en god og aktiv søndag med masser af frisk luft.

Mød op Torvet kl. 10.30. Medbring gerne arbejdshandsker og kost, skovl eller trillebør – og evt. madpakke og noget at drikke. Arrangørerne sørger for plasticsække og for at affaldet bliver kørt væk. Tilmelding er ikke nødvendig.

Yderligere oplysninger:
Louise Degnbøl (DN Nørre Snede), mobil: 60 46 16 15
Bjørn Kassøe Andersen (Nørre Snede Lokalråd), mobil: 42 44 03 30

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

.