mandag den 17. juni 2013

’Wavy banners’ 2013 - beskrivelse af bannerudstillingen

53 billedkunstnere fra 22 forskellige lande har skabt bannere til Sdr. Nissum, Humlum, Nørre Snede og Vorgod-Barde som led i Kulturfestival BØLGEN.

I hver af de 4 ovennævnte byer kan man henover sommeren se en række bannere, ophængt i lygtestanderne langs hovedgaden. Bannerne er fremstillet specielt til anledningen, som er Kultursamarbejdet i Midt- og Vestjyllands kulturfestival BØLGEN, og kunstnerne er bedt om at forholde sig til temaet BØLGEN. ’Wavy banners’ bliver en hel lille bølgende festival i sig selv, hvor man vil kunne finde bølger af enhver art, lige fra hvad vi i Danmark kalder bølgechips, henover finansielle, politiske, geografiske, kulturelle, propaganda-, hjerte-, repetitions-, lyd-, kommunikations-, alment menneskelige og til helt personlige bølger, kurver og bevægelser.

Der er lige så mange forskellige personlige og unikke tilgange og udtryk som der er deltagende kunstnere, og hensigten er også at bruge festivalidéen til netop at bringe forskelligheden og mangfoldigheden på banen og linke de fire byer sammen i et pluralistisk mangfold af visioner og udtryk, holdt oppe af et fælles på forhånd bestemt koncept, format og BØLGE-tema.

Kulturfestival BØLGEN skydes først officielt i gang den 18. august, men 'Wavy banners' søsættes i det midt- og vestjyske allerede den 22.-23. juni, hvor bannerudstillingerne åbnes i de 4 byer. Den 24.-25. august rokerer bannerudstillingerne rundt, således at hver by vises to forskellige udstillinger i løbet af hele udstillingsperioden (22. juni - 19. oktober). I forbindelse med genåbningerne i august vil flere af bannerkunstnerne være til stede, og der vil i den anledning være arrangeret forskellige events, bl.a. artist talks ved de deltagende kunstnere i de 4 byer og i Art Epi Centret, BØLGENs eksperimenterende og bæredygtige landsby på heden ved Præstbjerg Naturcenter.

'Wavy banners' arrangeres af foreningen ET4U - contemporary visual art projects Vestjylland og realiseres i et samarbejde med Vorgod-Barde Borgerforening, Sdr. Nissum Borger - og Idrætsforening, Humlum og Omegns Borgerforening og Nørre Snede Lokalråd. Borgerne i de berørte byer har gennem deres foreninger udvist stor flid og uimponeret interesse og åbenhed for sagen. De fem arrangerende foreninger håber, at 'Wavy banners' bliver godt modtaget, sætter sine spor og giver anledning til bølgegang i meningsudvekslingerne, for således er der skabt åbning for en vigtig del af formidlingen af kunsten, nemlig samtalen.

Nørre Snede Lokalråd er stolte over at være en del af projektet, og derved være med til at sørge for at der vises kunst andre steder end der hvor man plejer at kunne se kunst. Den første udstilling i Nørre Snede åbnes søndag d. 23. juni kl. 10.30 på Torvet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

.