onsdag den 18. september 2013

Bliv medlem af Nørre Snede Lokalråd

Af bestyrelsen i Nørre Snede Lokalråd: Jens Erik Pedersen (formand), Richard Andersen (kasserer), Bjørn Kassøe Andersen (sekretær), Kathrine Urup, Henning Berg, Rasmus Winther, Henrik Østergaard, Maibritt Larsson og Finn Averhoff

Bestyrelsen for Nørre Snede Lokalråd opfordrer alle som er engageret i Nørre Snedes fremtid til at blive medlem af Lokalrådet.Ved at være medlem af Lokalrådet støtter du din by. Det har betydning, både for vores mulighed for at gennemføre nye projekter, og som et signal til kommunalpolitikerne om, at borgerne i Nørre Snede står sammen og samarbejder på tværs af byens mange foreninger.

Byens fælles stemme
Nørre Snede Lokalråd arbejder for at Nørre Snede får en fælles stemme og for at gøre Nørre Snede til en attraktiv by. I bestræbelserne på at skabe et stærkt byfællesskab overtog Lokalrådet i 2012 lejemålet i Kulturbanken (tidl. Sydbank), og vi arbejder på at gøre det til et kulturelt mødested for byens borgere.
Lokalrådet er involveret i en lang række af byens aktiviteter, herunder opfølgning på byfornyelsen, afholdelse af midsommerfest og hærvejsløb og sommerens bannerudstillinger. Vi forholder os til det som foregår i byen, og vi har jævnligt dialog med både de kommunale embedsmænd og politikere. Vi har også med Ikast-Brande Kommune etableret en forsøgsordning som betyder, at en række vedligeholdelsesopgaver nu varetages af byens foreninger, for eksempel affaldstømning og eftersyn af den nye tarzanbane i Kirkeskoven. Det giver penge til byens foreningsliv.

Bliv medlem
Du  kan støtte Lokalrådets arbejde ved at blive medlem. Medlemskab for 2013 koster kr. 150 pr. husstand og kr. 300 for organisationer (foreninger og virksomheder). Organisationsmedlemmer kan uden beregning booke Kulturbanken til enkeltstående møder og arrangementer.

Hvis du vil være med, kan du indbetale kontingent med det samme - eller sende navn og adresse til mail@ns-lokalraad.dk, hvorpå  vi sender dig en opkrævning. Hvis du betaler med det samme, så vær rar at notere det i din mail. Betaling til: Jyske Bank, konto 7247 1157981 (anfør navn, adresse og telefon). 

Du kan se mere om Lokalrådets aktiviteter på ns-lokalraad.dk. Nørre Snede Lokalråd samarbejder også med noerresnede.dk, hvor du kan læse om hvad der rør sig i byen. Når du melder dig ind som medlem, bliver du også tilmeldt maillisten på noerresnede.dk (du kan bare lade være med at svare på tilmeldingsbekræftelsen, hvis du ikke er interesseret).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

.