fredag den 20. september 2013

Nyt bibliotek i Nørre Snede - men hvor er borgerdialogen?

Det følgende indlæg er fra frivillige ved Nørre Snede bibliotek og Nørre Snede kultur- og biblioteksforening (NSKUBIB)

Nørre Snede bibliotek er igen truet! Nu skal Nørre Snede Skole ombygges radikalt: Der skal rives ned og bygges nyt - og til lykke med det, det er tiltrængt.

Men: i følge den offentliggjorte masterplan for byggeriet fremgår det, at vores bibliotek ved samme lejlighed bliver revet ned! Ganske vist genopstår det: Det slås sammen med skolebiblioteket og anbringes midt inde i den nye skole....

Den går ikke! Det dækker måske nok skolens behov, men bestemt ikke den almindelige bibliotekslåners. Vi ved fra andre små biblioteker rundt i landet at det ikke duer; folkebiblioteket bliver efterhånden "ædt" af skolebiblioteket, der kræver mere og mere plads, mere og mere råderum, og de kulturelle aktiviteter, der foregår i dagtimerne: oplæsning for børnehaver, læsekredse osv, bliver umuliggjort: der bliver for uroligt -og det bliver endnu værre med skolereformen, hvor skolens aktiviteter bliver udbredt til hele dagen.

Masterplanen for den nye skole er blevet til i en virkelighed, der ligger år tilbage: før kommunesammenlægningen. I dag har vi en kultur-og biblioteksforening med masser af aktiviteter for børn og voksne og der er et forbilledligt og frugtbart samarbejde mellem biblioteksfrivillige og Ikast-Brande bibliotek, som omtales i bibliotekskredse over det ganske land.

Derfor må man nytænke de dele af masterplanen, som omfatter biblioteket: Vi vil have et selvstændigt folkebibliotek, der åbner sig til det offentlige rum, ikke et bibliotek gemt af vejen i et hjørne at skolebiblioteket, et bibliotek, der i byfornyelsens ånd inddrager borgerne og giver liv til Nørre Snede.

Nørre Snedes byfornyelse skete med inddragelse af engagerede og ansvarlige borgere. Vi ønsker, at fremtiden for vores bibliotek ikke afgøres af forældede beslutninger foretaget af en forlængst hedengangen kommunalbestyrelse. Vi ønsker, at kultur- og fritidsudvalget sammen med børne- og undervisningsudvalget går i en dialog med Nørre Snedes borgere på samme forbilledlig vis som under byfornyelsen.

Vi citerer kulturminister Marianne Jelved: "Der er nogle ting, som kommunerne skal. De skal have et bibliotek for eksempel ... vi skal overveje, hvordan vi bærer os ad med at få en generation, der vokser op og er kendt med kultur. Det kræver en fødekæde ... Det er vigtigt, at børn lærer at der er et folkebibliotek, der er anderledes ens skolebiblioteket ... Det er vigtigt, at børn oplever folkebiblioteket og er vant til at komme der gennem deres barndom og skoletid ..." (citereret fra Perspektiv, august 2013)

1 kommentar:

Kent Fabrin sagde ...

Nu må der da snart være basis for et borgerhus; multi-kulti, eller andet?

Send en kommentar

.