torsdag den 31. oktober 2013

Nørre Snede Hallen fylder 40 år - vær med på lørdag

Nørre Snede Hallen blev taget i brug for 40 år siden.  Det markeres ved et åbent hus arrangement lørdag den 2. november fra kl. 13.00 til 15.45.
Det bliver som et aktivt åbent hus arrangement, hvor både børn og voksne får mulighed for at bevæge sig til forskellige aktiviteter. Der vil være forskellige boldlege, gymnastik, zumba, kids/teen volley og taekwondo. Så kridt skoene og tag træningstøjet på.

Man er også velkommen til bare og se på aktiviteterne. Tag derfor hele familien med op i hallen den 2. november.

Hallen blev bygget for 40 år siden og er blevet udbygget i 1997/98. Men ellers ser den ud som for 40 år siden. Men skal den blive ved med det?
Hallens bestyrelse Anita Mathiasen, Bente S Thomsen, Carsten Bloch, Leif Kristensen, Henrik Østergaard, Torben Christensen og Richard Andersen stiller sig til rådighed for en samtale om Hallens fremtid. Hvad er kravet til fremtidens halfaciliteter og hvordan vil du gerne kunne bruge hallens faciliteter i fremtiden, kan det  være noget du har en mening om?
 
Se og vær med i aktiviteter som:
Spændende boldlege v. Hærvejens Håndboldklub
Kl. 13,00 til 13,40

Kids & Teen Volleyball v. Ikast KFUM Volley
Kl. 13,40 til 14,15

Gymnastik for alle v. Højderyggens Gymnastikforening
Kl. 14,15 til 14,45

Zumba v. Nina & Malene
Kl. 14,45 til 15,15

Taekwondo v. Brande Taekwondo Klub
Kl. 15,15 til 15,45

Du har i løbet af dagen også mulighed for at tale med Hallens bestyrelse om hallens udvikling i fremtiden. Der serveres gratis kaffe/the, kage, vand og øl.

Se også Nørre Snede Hallens nye hjemmeside.

mandag den 7. oktober 2013

Kunstskole i efterårsferien med Børnekulturfabrikken

Børnekulturfabrikken inviterer til kunstskole i efterårsferien. Det sker på Torvet i Nr. Snede , hvor den store flotte kunstbus vil holde, og hvori aktiviteterne skal foregå. Det er onsdag d. 16 og torsdag d 17. oktober kl. 9-12. Det er for børn fra 6-12 år.

Foto fra sidste gang kunstbussen var i Nørre Snede
Bussen besøgte også Nr. Snede i  uge 32 og var en del af Aktiv Sommer for børn, hvor 8 børn arbejdede med kunst hele ugen og afsluttede med fernisering, hvorefter børnenes flotte værker blev udstillet på Nr. Snede Bibliotek. I Art-i-bus bliver det igen den dygtige kunstformidler Vicky Sørensen fra Carl-Henning Pedersen Museet, som skal lave spændende ting med børnene.
Denne gang skal der arbejdes med ikoner. Kigge på forskellige ikoner og prøve kræfter med genren – både som relieffer og som maleri. Medbring gerne flotte, sjove og spændende små dimsedutter og himstregimser, flot mønstret papir eller andet som du måske kan få brug for.
Den 17. oktober kl. 13 afholdes en lille fernisering i bussen, hvor de deltagende børn kan invitere mor, far, søskende, bedsteforældre osv.
Prisen for de 2 dage er 100 kr. Betaling i bussen. Send tilmelding senest mandag d. 14 okt. til
bornekulturfabrikken@gmail.com.

.