torsdag den 7. januar 2016

Nyt fra Lokalrådet: Om uplights på Torvet

Af Henrik Østergaard og Henning Berg, Nørre Snede Lokalråd

I forbindelse med byfornyelsesprojektet omkring Torvet var det oprindeligt planlagt, at der skulle være belysning af træernes kroner nedefra, også kendt som ”uplights”.

Undervejs i forløbet blev der behov for at stramme op på budgettet, og en af de ting som blev udeladt var denne ekstra belysning. Dog blev der lagt tomme kabelrør, således at belysningen senere eventuelt kunne etableres.

Derfor var det en glæde at Nørre Snede Borgerforening for noget tid siden stillede kr. 40.000 kr. til rådighed for at få uplights under træerne på Torvet. En stor tak til dem for det.

Nørre Snede lokalråd påtog sig opgaven med at få det organiseret. Det viste sig dog, at det var en umulig opgave at finde og få hul i gennem tomrørene, som efter tegningen skulle lige klar.

Eftersøgning af rørene er prøvet med både rensebånd, professionel udført spuling og til sidst en manuel opgravning i et af bedene. Men ingen af delene gav det ønskede resultat.

En sidste mulighed ville være at bore/skyde nogle nye rør op i bedene og hen under Torvet. Det vil dog være en bekostelig opgave til mindst 25.000. Derved vil det samlede projekt løbe op i mindst 65.000 kr. På denne baggrund har Lokalrådet besluttet at opgive projektet og har sendt de resterende midler tilbage med tak til Nørre Snede Borgerforening.


.