mandag den 15. august 2016

Lokalrådsvalg 2016: Præsentation af kandidaterne

NSLvalg2016:
Den 27. august og den 2. september 2016 er der valg til Nørre Snede Lokalråd. Der skal vælges i alt 7 medlemmer til bestyrelsen for Nørre Snede Lokalråd ”version 2.0”. På flere borgeres opfordring har Lokalrådet bedt de i alt 13 opstillede kandidater om at præsentere sig selv.

I alt 8 af de 13 opstillede kandidater har taget imod opfordringen. Deres præsentationer offentliggøres som indlæg her på noerresnede.dk, og der linkes til dem fra Facebook-gruppen.
Listen over alle de opstillede kandidater fremgår af dette indlæg fra 7. juli.

torsdag den 7. juli 2016

13 kandidater til bestyrelsen i Nørre Snede Lokalråd

Så er kandidatlisten til Valg i Nørre Snede lokalråd klar - og tilmeldingsfristen er udløbet. Nedenstående stiller op til valg til bestyrelsen for Nørre Snede Lokalråd:

· Anja Isgaard Jensen
· Britta Sørensen
· Carsten Thomsen
· Claus Vilhelmsen
· Dennis Knudsen
· Finn Bjertrup
· Gitte Solgaard Andersen
· Hans Jørgen Jensen
· Henning Berg
· Henrik Østergaard
· Janie Rasmussen
· Ricki Voss Kjærgaard
· Ole Weilstrup

Valget afholdes følgende steder:

· 27. august: Superbrugsen og Rema1000, kl. 10-12
· 27. august: Præriefesten, kl. 13-15
· 2. september: Sensommermarked, kl. 17-21

Valgets resultat offentliggøres 3. september kl. 12 på SuperBrugsens P-plads.

Se stemmeseddel med billeder af kandidaterne her

onsdag den 1. juni 2016

Nye vedtægter til Lokalrådet på mandag - kom og vær med



Af Nørre Snede Lokalråd

Mandag den 6. juni afhold Nørre Snede Lokalråd afholder ekstraordinær generalforsamling. Det sker kl. 19:30 på Nørre Snede skole. Målet er at få vedtaget de nye vedtægter som kommer til at skabe grundlag for det, som er blevet kaldt Nørre Snede Lokalråd version 2.0.

Dagsorden: Vedtægtsændringer.
Hvis ikke vedtægterne kan endeligt vedtages afholdes der efterfølgende endnu en generalforsamling for endelig vedtagelse.

tirsdag den 3. maj 2016

Er jeg medlem af Nørre Snede Lokalråd?

Af Henrik Østergaard, formand for Nørre Snede Lokalråd

Nogle personer i Nørre Snede har udtrykt tvivl omkring, om hvorvidt de er medlem af Nørre Snede Lokalråd.

Fra 2015 er det besluttet, at medlemskab af Nørre Snede Lokalråd er gratis. Vi regner med, at alle, der var medlem fra 2012 og frem, stadig er medlem. Det gælder også, selv om der ikke er betalt kontingent siden. Man er medlem af lokalrådet, indtil man aktivt melder sig ud igen.

På nuværende tidspunkt er der 65 personer, som står som noteret som medlem af Lokalrådet. Undervejs i Lokalrådets historie, har der været en del flere medlemmer – men de gamle medlemsregistreringer findes ikke længere, og nogle undlod at forny medlemskab, dengang det kostede penge at være medlem.

Hvis du er i tvivl om du er medlem, eller ønsker at blive det, så send navn og adresse til
mail@ns-lokalraad.dk. Du kan også ringe til formand Henrik Østergaard på 75 77 03 49.

Når man er medlem, bliver man automatisk tilmeldt www.noerresnede.dk og derfra modtager nyheder vedrørende Lokalrådets aktiviteter og andre nyheder af almen interesse for Nørre Snede. Mødereferater m.m. findes på www.ns-lokalraad.dk.

tirsdag den 12. april 2016

Sæt kryds ved 25. april: Et nyt stærkere Nørre Snede Lokalråd v. 2.0

Den 25. april kl. 19.30 afholder Nørre Snede Lokalråd generalforsamling i kantinen på Nørre Snede Skole. Efter en hurtigt afviklet generalforsamling er der informationsmøde om de kommende ændringer - præsenteret af arbejdsgruppen  for Nørre Snede Lokalråd v. 2.0, som blev nedsat på et offentligt møde i efteråret 2015. Kom og vær med og hør forslagene til, hvordan vi får et stærkere Nørre Snede Lokalråd.

Arbejdsgruppen vil fremlægge en række forslag, som kan være med til i højere grad at give Nørre Snede og hele postnummer 8766 en fælles stemme via Lokalrådet, blandt andet bedre præsentation af kandidater og brug af stemmesedler med billeder af de, som stiller op. Der vil også blive fremlagt forslag til ny valgprocedure, hvor man vil kunne stemme og blive medlem af Lokalrådet ved flere forskellige af byens begivenheder i sensommerens løb.

Den ordinære generalforsamling afholdes jf. Lokalrådets nuværende vedtægter. Der vil inden sommerferien blive afholdt ekstraordinær generalforsamling, hvor nye ændrede vedtægter for Lokalrådet kan vedtages. På den måde vil valget efter de nye retningslinjer kunne finde sted i august og september. Der er allerede nu åbent for melde sig som kandidat til det nye lokalråds bestyrelse. Interesserede kan henvende til formand Henrik Østergaard via mail@ns-lokalraad.dk.

Generalforsamlingen og informationsmødet blev omtalt i Den Lille Avis den 5. april.
Link til side med artikel
Link til side med annonce




mandag den 11. april 2016

Nyt fra Lokalrådet: Kildesø, legeplads, vimpler, toiletskur, Egeskoven m.m.

Så er der der lidt nyheder fra Nørre Snede Lokalråd:

Affaldsindsamling - forårsrengøring i Nørre Snede:
Lørdag den 16. april er der affaldsindsamling over hele landet arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening i samarbejde med lokale foreninger og skoler. I Nørre Snede starter indsamlingen kl. 10 på den runde p-plads på Torvet. Kontaktperson er Henning Berg, mobil: 20 70 86 68. Kom og være med, så vi sammen giver byen et løft.

Kildesø:
Kildesø er navnet nu
- efter den den gennemførte renovering
- På seneste møde har Teknik- og Miljøudvalget besluttet, at den renoverede sø ved Kirkeskoven nu hedder Kildesø. Navnet er foreslået af arbejdsgruppen under Lokalrådet, som har stået for renoveringen af søen. I forbindelse med renoveringen blev det synligt, at der udspringer kilder tre steder i søens bund.

Legepladsen i Kirkeskoven:
- Projektet er næsten færdigt, senest er der flyttet planter fra Frugthaven (ved den store sten) over på legepladsen. På legepladsen mangler fortsat lidt faldsand, og der er stadig noget, som skal ordnes med dræn.

Nye vimpler ved indkørselsvejene.
- Vimperne på de tre flagborge ved byens indkørsler var noget mærket af en hård vinter, og vi har skiftet dem ud med nogle friske. Lokalrådet har dialog med Borgerforeningen ift. at sponsorere de friske vimpler.

Toiletskur flyttes:
- Toiletskur ved shelteren nordøst skal flyttes, det kræver fire stærke mænd. Henning Berg og Henrik Østergaard får det organiseret. Skriv til mail@ns-lokalraad.dk, hvis du vil give en hånd med.

Rengøring af diverse. plastik-elementer på torvet:
- Gitte Solgaard og Henning Berg er ved at finde ud af, hvordan de forskellige plastik-elementer på Torvet. Producenten har oplyst, hvilke materialer der er benyttet og hvordan det skal renses. Gitte bringer det videre til Ikast-Brande Kommune. I øvrigt er springvandet blevet gjort rent, og de gule stole er stillet frem i rengjort stand.

Egeskoven:
Lidt forsinket har vi også en en orientering om oprydning i Egeskoven ved Ege Allé. Dorthe Sandholm Overgaard, som er Skov- og Landskabsingeniør ved Ikast-Brande Kommune meddelte forud for det arbejde, der nu er gennemført: "Jeg vil gerne orientere Nørre Snede Lokalråd om, at Ikast-Brande Kommune har fået gennemgået egekrattet på Ege Allé mht. risikotræer. Der vil derfor blive fældet træer og beskåret træer i skovarealet i den den kommende tid."

Du kan læse mere om Lokalrådets aktiviteter i referaterne på ns-lokalraad.dk.

torsdag den 7. januar 2016

Nyt fra Lokalrådet: Om uplights på Torvet

Af Henrik Østergaard og Henning Berg, Nørre Snede Lokalråd

I forbindelse med byfornyelsesprojektet omkring Torvet var det oprindeligt planlagt, at der skulle være belysning af træernes kroner nedefra, også kendt som ”uplights”.

Undervejs i forløbet blev der behov for at stramme op på budgettet, og en af de ting som blev udeladt var denne ekstra belysning. Dog blev der lagt tomme kabelrør, således at belysningen senere eventuelt kunne etableres.

Derfor var det en glæde at Nørre Snede Borgerforening for noget tid siden stillede kr. 40.000 kr. til rådighed for at få uplights under træerne på Torvet. En stor tak til dem for det.

Nørre Snede lokalråd påtog sig opgaven med at få det organiseret. Det viste sig dog, at det var en umulig opgave at finde og få hul i gennem tomrørene, som efter tegningen skulle lige klar.

Eftersøgning af rørene er prøvet med både rensebånd, professionel udført spuling og til sidst en manuel opgravning i et af bedene. Men ingen af delene gav det ønskede resultat.

En sidste mulighed ville være at bore/skyde nogle nye rør op i bedene og hen under Torvet. Det vil dog være en bekostelig opgave til mindst 25.000. Derved vil det samlede projekt løbe op i mindst 65.000 kr. På denne baggrund har Lokalrådet besluttet at opgive projektet og har sendt de resterende midler tilbage med tak til Nørre Snede Borgerforening.


søndag den 15. november 2015

På tirsdag afsløres planerne for den nye Nørre Snede Skole

Tirsdag aften - den 17. november - bliver vinderprojektet for renoveringen af Nørre Skole præsenteret på et offentligt møde. Mødet foregår på skolen kl.19.00 – 20.30, hvor alle er velkomne.

Ikast-Brande Kommune har sammen med repræsentanter fra skolen, fritidsliv, folkebibliotek og lokalrådet udarbejdet et byggeprogram, der indeholder ønsker for renovering af Nørre Snede Skole.

På baggrund af dette byggeprogram har Ikast-Brande Kommune udbudt byggeprojektet ”Renoveringen af Nørre Snede Skole”.

Dagen før offentliggørelsen, den 16. november 2015 tager Byrådet stilling til, om det indstillede
vinderprojekt, kan godkendes.

Program for offentliggørelsen:
- Velkomst ved formand for Børne- og Undervisningsudvalget Annette Moesgaard
- Fremvisning af planerne for vinderprojektet
- Kort tale ved repræsentant for fritidslivet i Nørre Snede Michael Braae-Cortsen
- Kort tale ved repræsentant for Nørre Snede Lokalråd Henning Berg.

fredag den 13. november 2015

Mød krimiforfatter Jens Østergaard onsdag d. 25. nov. kl. 19.30

Kom og mød krimiforfatter Jens Østergaard onsdag d. 25. nov. kl. 19.30 på Nørre Snede Bibliotek (indgang på bagsiden af det gamle rådhus).

Han vil give dig 10 bud på gode krimier, du sikkert aldrig har hørt om, og hvorfor du skal læse lige netop dem. Bagefter fortsætter vi med KrimiBogcafé, hvor to fra biblioteket vil give deres bud på gode krimier og spændingsromaner. Der vil blive serveret kaffe og kage.

Aftenen er arrangeret af Nørre Snede Kultur- og Biblioteksforening og Ikast-Brande Bibliotek.

mandag den 19. oktober 2015

Lokalrådet informerer: Trafikønsker for Vestre Ringvej og Rørbækvej

Lokalrådet har modtaget svar fra Ikast-Brande Kommune i forhold til Vestre Ringvej. Lokalrådet foreslog at der i forbindelse med kommende hastighedsbegrænsning på 60 km/t også blev lavet gang-/cykelsti markeret med fuldt optrukket hvid linje (en såkaldt fællessti) i begge vejens sider.
Svaret fra kommunen er, at forslaget kommer for sent til at kunne indgå i det aktuelle projekt. Lokalrådet har derfor indberettet gang-/cykelstier som et ønske for 2016.

Endvidere har Nørre Snede Lokalråd indberettet ønske om fartdæmpning på Rørbækvej fra Vestre Ringvej til Rørbæk Sø på 50 km/t. Argumentet for dette er, at Rørbækvej er en primær adgangsvej for gående og cyklister til de store naturområder syd for Nørre Snede. Som det er nu, kører biler til tider meget stærkt på Rørbækvej, der kun er 4,5 - 5,0 meter bred. Lokalrådet har prøvekørt turen i bil med 50 km/t og finder, at det også som bilist virker rimeligt,

Eksempel på cykelstrimler, her i Helsingør. Markeringen kan bruges når
vejen er for smal til egentlig cykel-/gangsti. Der er ingen hvid linje
og biler må derfor gerne køre på den røde asfalt.
Lokalrådet har endvidere foreslået at der, når Rørbækvej næste gang skal asfalteres, laves striber med rød asfalt i begge sider - de såkaldte cykelstrimler. Det er en form for markering, der kan bruges, når vejen er for smal til at der kan laves egentlig gang-/cykelsti med fuldtoptrukken linje.

Hvis man som borger, idrætsforening eller andet ønsker at støtte forslagene, kan man selv lave en indberetning via mail trafikplan@ikast-brande.dk eller via denne webside: http://trafikplan.ikast-brande.dk/indberetning (da Lokalrådet indberettede virkede indberetningssiden ikke med Firefox-browser men det lykkedes med brug af Chrome).

Hvis man som borger har andre forslag til trafikprojekter i Nørre Snede for 2016, kan de indberettes samme sted inden 30. okt. Send gerne en orientering Lokalrådet om indberetninger via mail@ns-lokalraad.dk, så vi kan hjælpe med at følge op.


.